Med litteraturen som følgesvend

Passion og drømme

Mit liv med litteraturen

Mine forældre, og især min mor, er uden tvivl årsag til, at jeg allerede som barn fandt stor glæde ved litteraturen. Allerede som fem-årig tog min mor mig med på vores lokale bibliotek. Tintin var på det tidspunkt mit helt store idol. Men jeg fik ikke lov til bare at sidde for mig selv med tegneserierne. Tintins eventyr blev mine første ‘læsebøger’. Hver dag sad min mor tålmodigt og indførte mig i læsningens forunderlige verden. For at sikre sig, at jeg ikke lærte teksten udenad, trænede hun mig, når jeg var med hende ude at handle. Mens vi gik og hyggede os, kunne hun pludselig finde på at sige: “Hvordan staver man til ‘ruin’?”. Ofte havde jeg fat i de rigtige bogstaver, men ikke helt i den rigtige rækkefølge, til stor morskab for min mor.

Langsomt men sikkert blev jeg indført i læsningens kunst. Da jeg fyldte syv år havde jeg læst de fleste Jan-bøger (af Meister og Carlo Andersen). En ven af familien forærede mig alle ‘De 5’-bøgerne af Enid Blyton. Døren til bøgernes verden var nu sparket eftertrykkeligt ind – og stod ikke længere til at reparere.

Min syv-års fødselsdag i 1974 var en længe ventet milepæl i mit unge liv. Ikke på grund af selve fødselsdagen, for den fejrede vi ikke i min familie. Nej, grunden var, at når man fyldte syv år, kunne man få sit eget lånerkort. Det betød, at jeg ikke længere var nødt til at have mine forældre med, når jeg skulle låne bøger. Nu kunne jeg selv gå på biblioteket og låne alle de bøger, jeg havde lyst til. Det var en stor dag, og i løbet af de næste et par år, voksede jeg ud af børnebiblioteket og ‘flyttede’ ind mellem de skønlitterære reoler for voksne. En sød bibliotekar tog sig endda tid til at undervise mig i, hvordan jeg kunne bruge mikrofilmlæseren. Fra da af blev Vanløse Bibliotek mit andet hjem. Når jeg ikke var i skole eller havde andre pligter, var det der, man først skulle lede efter mig. Billedet til venstre viser Vanløse bibliotek som det så ud i 1974.

Da jeg allerede kunne læse, inden jeg skulle i skole, besluttede mine forældre at undervise mig hjemme det første år. Min mor fortsatte med at undervise mig i læsning og skrivning, mens min far tog sig af matematikken.

Flere satte spørgsmålstegn ved deres beslutning, men da jeg året efter skulle aflægge prøve på Vanløse skole, lå mine regne- og læsefærdigheder langt over det forventede niveau. Jeg var ikke noget vidunderbarn. Jeg var blot heldig at have nogle forældre, der var villige til at bruge tid og energi på at undervise mig, mens jeg endnu var ganske lille. Det vil jeg altid være dem taknemmelig for.

Jeg elskede bøger og jeg elskede de rejser, de tog mig med på. Fra dette tidlige tidspunkt i mit liv vidste jeg, at det var en verden, jeg måtte være en del af. Ikke som passiv tilskuer, men som aktiv deltager. Ikke lang tid efter at jeg var begyndt i anden klasse på Vanløse skole, stillede min klasselærer det obligatoriske spørgsmål til hele klassen: “Hvad vil I så være når I bliver store?”. Mellem ønsker om at blive sygeplejersker, ballerinaer og brandmænd proklamerede jeg med klar og tydelig barnerøst: “Jeg skal være forfatter”.

Jeg blev aldrig forfatter. Det er der mange andre, der gør væsentligt bedre end jeg, og verden har ikke brug for endnu en håbefuld, men middelmådig skribent. Men jeg blev dog med tiden boganmelder, ejer af er mikroforlag, oversætter og lydbogsindlæser. Derudover drev jeg i en periode på omkring seks år bogcirklen.dk – en hjemmeside med forskellige PR-tiltag for selvudgivere og små forlag. Litteratur er nemlig ikke kun underholdning og læring. Læsning styrker intellektet, kræver fordybelse og refleksion og, måske vigtigst af alt: Litteraturen former os som mennesker. Jeg var heldig at vokse op i en tid, hvor tilværelsen var roligere og livet mindre kompliceret. Det er desværre ikke mange børn forundt i dag. Et gammelt mundheld siger: “Ikke alt, der glimter er guld”, men for den, som aldrig åbner en bog, forbliver selv det mindste guldkorn en uopdaget skat mellem bøgernes endnu urørte sider.